NISSAN PRÆSENTERER ET UDVIDET MOTORSPORTSPROGRAM FOR 2013 -
MED NISMO I FØRERSÆDET

  • Nissan giver løfter om et spændende og udvidet motorsportsprogram i fremtiden med nismo i førertrøjen
  • Nissans CEO Carlos Ghosn lover, at Nissan vender tilbage til 24-timers-løbet i Le Mans i 2014 med en banebrydende Nissan racerbil med integreret elbilsteknologi
  • Nismo styrker GT-R-modellens angreb på GT3- og SUPER GT-serien, hvilket markeres med flagskibet GT-R GT500
  • GT Academy vokser fortsat

Nissan har bekræftet, at mærkets omfattende, globale motorsportsprogram fortsat vil blive udvidet fra 2013 og frem. Og nismo, som er koncernens dedikerede afdeling for performance-gadebiler og motorsport, kommer til at føre an. Nissans CEO Carlos Ghosn bekræftede også, at koncernen vender tilbage til Garage 56 for innovative konceptbiler med en helt ny racerbil med elbilsteknologi ved det legendariske 24-timers-løb i Le Mans i 2014. Ved deltagelsen tester mærket en ny drivlinjeteknologi og overfører data til Automobile Club de l'Ouest (ACO) og Federation Internationale de l'Automobile (FIA). Så kan alle parter evaluere integreringen af den banebrydende teknologi forud for en eventuel tilbagevenden til LMP1 i fremtiden.

 

"Vi vender tilbage til Le Mans med en bil, der kommer til at fungere som højhastighedstestbil under de mest barske forhold for vores elbilsteknologi både til gadebiler og racerbiler", udtalte Ghosn.

 

Før denne innovative nye racerbil afsløres, vil nismo arbejde hårdt på at støtte de udvidede Nissan motorsportskampagner verden rundt i et stort engagement, som omfatter:

  • En fortsættelse af vores langsigtede fokus på udholdenhedsløb ført an af GT-R nismo GT-3 i FIA GT-serien og Blancpain Endurance-serien.
  • Nismo-motorer i 17 biler, der deltager i 24-timers-løbet i Le Mans. Svarende til en tredjedel af de startende biler i Le Mans-feltet.
  • En yderligere udvidelse af GT Academy-programmet, som allerede har verdensomspændende succes med konkurrencer i Europa, Rusland, USA, Sydafrika og Mellemøsten.

Tilbagevenden til Le Mans

I forbindelse med åbningen af det nye globale nismo-hovedsæde og udviklingscenter nær Yokohama i Japan, lovede Nissans CEO Carlos Ghosn, at mærket vender tilbage til Garage 56 i forbindelse med 24-timers-løbet i Le Mans i 2014.

 

Yderligere detaljer bliver offentliggjort, i takt med at projektet skrider frem, men koncernen har fokus på at skabe innovation og begejstring og fortsætter dermed pionerånden fra Nissan DeltaWing - den prisbelønnede, eksperimenterende deltagerbil ved sidste års Le Mans. ACO har inviteret Nissan til Garage 56 i 2014 i forbindelse med et program, som gør det muligt for alle parter at indsamle data og evaluere nye drivlinjer forud for en eventuel tilbagevenden til LMP1 i fremtiden.

 

I mellemtiden vil man kunne nyde den mere konventionelle Nissan power i Le Mans. I 2013-udgaven af Le Mans starter 17 biler med Nissan-nismo-motor. Det er det højeste antal fra én producent i 15 år. Den nismo-tunede Nissan VK45DE V8-motor er nu særdeles veletableret som værende den motor, der vælges af de fleste LMP2-teams. Alle bilerne vil have påskriften "powered by Nissan nismo".

 

Den virtuelle verden møder virkeligheden i GT Academy

Sammenkobling af de evner, der er opnået i den virtuelle verden, med ægte køreoplevelser, er også noget Nissan arbejder med. Det særdeles succesfulde GT Academy-program, som er en hæsblæsende, prisbelønnet virtual-to-reality-racerkonkurrence, har efter fire sæsoner udviklet en række talentfulde gamere til ægte motorsportsstjerner i den virkelige verden.

 

På baggrund af Gran Turismo®5-spillet til PlayStation®3 styrer spillerne en række virtuelle Nissan biler på forskellige racerbaner. Alene sidste år blev der kørt over 500 millioner miles med virtuelle Nissan biler inklusive Nissan Leaf. Og millioner af seere i over 160 lande har nydt tv-showet, der følger akademiet fra PlayStation® til sejrsskamlen.

 

GT Academy-konceptets popularitet har gjort det til et succesfuldt program over hele verden, hvor millioner af gamere har fået mulighed for at få opfyldt deres motorsportsdrømme. Der kører konkurrencer i Europa, Rusland, USA, Sydafrika og Mellemøsten, og en udvidelse til flere lande er under planlægning.

 

At vinde GT Academy er adgangsbilletten til en karriere i international motorsport. Og i 2013 vil de nyeste dimittender have fokus på Blancpain Endurance-serien, hvor de deltager i et par Nissan GT-R Nismo GT3-biler. De fire deltagere er Wolfgang Reip (europæisk vinder i 2012 fra Belgien), Mark Shulzhitskiy (russisk vinder i 2012), Peter Pyzera (tysk vinder i 2012) og Steve Doherty (amerikansk vinder i 2012).

 

Det komplette program for alle de GT Academy-vindere, der er gået videre og er blevet "nismo sportsmænd", annonceres snart. Nissan vil også deltage i den genopståede FIA GT-serie med Nissan GT-R nismo GT3, efter at bilerne fik forbud med at deltage i British GT Championship, fordi de er "for hurtige".

 

Et stærkt team

En filosofi om "innovation, der begejstrer" og et stærkt lederteam på verdensplan viser, hvor vigtig succes i motorsporten er for Nissans fremtidsplaner både på og uden for racerbanerne.

 

Darren Cox, som er Nissans direktør for Global Motorsports og den globale leder af koncernens mange motorsportsprogrammer, udtalte følgende: "Nissan betragter motorsport som et afgørende element i udviklingen af vores mærke på verdensplan. Vi har fokus på at give motorsportsfans adgang til vores innovative programmer over hele verden fra V8 Supercars til SUPER GT i Japan og den globale succes - GT Academy. Programmerne suppleres med overraskelser både på og uden for racerbanerne, når vi udforsker nye tilgange til motorsporten".

 

Hjertet i Nissans globale motorsportsprogrammer er nismo. Det dedikerede team, som nu styrkes med det nyåbnede hovedsæde og globalt ansvar for en ny række performance-biler til gadebrug, der skal bære nismo-logoet. Det startede med Juke nismo, og modelrækken omfatter nu 370Z nismo og snart også superbilen GT-R nismo, som er under udvikling og bliver Nissan modelrækkens ultimative topmodel til gadebrug.

 

Nismos President Shoichi Miyatani udtalte: "Nismo er et afgørende element for Nissans fremtidige strategi for gadebiler og biler til motorsporten, og vi vil etablere navnet som Nissans eksklusive performance-mærke. Det er første gang, hele vores team har været samlet på ét sted. Og hele bygningen bliver en smeltedigel af passion og præstationer, hvor vores talentfulde ingeniører kan bryde grænser og skabe nye forbilleder".

 

Du kan se yderligere informationer, materiale til medierne og dine regionale kontaktpersoner på: www.nissan-live.com/nismoglobal

 

Udgivet af Nissan