13.12.2016 – NV300 er Nissans helt nye bil i segmentet for mellemstore varebiler, hvor den er en længe ventet afløser for Primastar. Med sin positionering mellem NV200/e-NV200 og NV400 er den en meget vigtig model for Nissan i forbindelse med fornyelsen af mærkets varebilsprogram.

 

Med lanceringen af NV300 har Nissan et af de bredeste udbud af erhvervsbiler på markedet, så forhandlerne kan fungere som en bekvem one-stop shop for kunder til varebiler, lastbiler og pickup-modeller.

 

Som et led i mærkets overordnede varebilsstrategi – som også omfatter lastbilen NT400 plus den prisbelønnede Navara pickup – fås NV300 som kassebil, mandskabsbil og personbilsudgaven Combi. Desuden fås den som chassismodel, som en perfekt platform til skræddersyede opbygninger.

 

Kunderne får ro i sjælden, fordi NV300 er dækket af Nissans omfattende fabriksgaranti på 5 år/160.000 km, hvilket også er tilfældet for alt originalt Nissan tilbehør monteret på bilen.

 

Med sine effektive motorer og lave serviceudgifter er NV300 segmentets nye mester i lave driftsomkostninger. Den er omhyggeligt konstrueret til at være et mobilt kontor for erhvervskunderne med komfort og køreegenskaber som i en personbil. Læg dertil fremragende køredynamik og førerassistent- og sikkerhedsteknologier.

 

NV300 produceres på Renault-Nissan-alliancens fabrik i Sandouville i Frankrig, og den kommer til salg i Danmark fra november.

 

Den nye Nissan NV300 – detaljerne

 

NV300 er en fleksibel og særdeles alsidig varebilsplatform, og den er udviklet som en praktisk og brugervenlig bil til erhvervskunder fra en lang række brancher. Det kunne eksempelvis være transport og logistik, byggebranchen, ejendomsservice, kurervirksomheder, hurtig reparationsservice og mobile værksteder.

 

Så mange forskellige anvendelsesmuligheder er mulige takket være antallet af forskellige NV300-varianter. Som kassebil er den tilgængelig i fire forskellige størrelser (L1H1, L1H2, L2H1, L2H2), 6-personers mandskabsbil i to forskellige størrelser (L1H1, L2H1) og chassis (L2H1). For at sikre ekstra fleksibilitet er bilen tilgængelig med mange forskellige kombinationer af bagklap/bagdøre og skydedøre i siderne – med eller uden ruder. Til kunder, der har brug for plads til passagerer, findes der to versioner af NV300 Combi (L1H1, L2H1) med plads til op til ni personer.

  

Integreret udvendigt design

 

Udvendigt er NV300 helt bevidst designet til at harmonere med Nissans eksisterende varebiler og mærkets berømte crossovere – Qashqai, Juke og X-Trail. V-motion-kølergrillen gør bilen let genkendelig som en Nissan og indrammer det store luftindtag midt i varebilens front. Og fronten fuldendes af de elegante forlygter. Forruden er mere stejl end på Primastar, hvilket giver en tydelig distance fra motorhjelmen – en stylingdetalje, som almindeligvis forbindes med personbiler.

 

Set i profil er NV300 visuelt mere dynamisk end forgængermodellen takket være de udtryksfulde nye stylinglinjer. Bagenden er gjort mere firkantet for at opnå den maksimale pladsudnyttelse i varerummet. En række forskellige stylingfeatures fås som fabriksmonteret ekstraudstyr – blandt andet sidebeskyttelseslister, lakerede kofangere og lakerede sidespejle.

 

NV300-kunderne kan vælge mellem 10 forskellige lakfarver til deres bil – de fire standardlakeringer er Magma Red, Mole Grey, Glacier White og Bamboo Green, og de seks metallakeringer er Oyster Grey, Mercury Grey, Jet Black, Panorama Blue, Copper Brown og Stone. Standardfælgene er 16” stålfælge, og 17” stålfælge og 17” alufælge fås som ekstraudstyr.

 

Mere praktisk end nogensinde før

 

Med plads til op til tre europaller af standardtypen selv i L1-versionen er varerummet 110 mm længere end varerummet i Primastar og rummer nemt op til 10 gipsplader med en længde på 2,5 m. Der kan tilvælges en luge i varerumsadskillelsen, så der kan medbringes genstande med en længde på op til 3,75 m (L1) og 4,15 m (L2). Når lugen er åben, er der en åbning, som er 510 mm bred og 228 mm høj, så lastlængden øges med 41 cm. Lugen holdes åben ved hjælp af to magneter. En ekstra klap under passagersædet øger den maksimale lastlængde med yderligere 80 cm.

 

For at opnå endnu mere fleksibilitet er bagdørene konstrueret, så det er muligt at køre med højre bagdør åben og venstre bagdør lukket, så man kan medbringe endnu længere genstande (afhænger af lovgivningen i de enkelte lande). Det betyder, at bilens nummerplade stadig vil være synlig.

 

Varerumsvolumenen varierer fra 5,2 m3 til 8,6 m3 afhængigt af den valgte model.

Bilens lodrette sider giver maksimal udnyttelse af pladsen i varerummet og er et særdeles praktisk design. I forhold til Primastar er varerumsvolumenen i NV300 forbedret med 200 l i H1-versionen og 300 l i H2-versionen.

 

Afhængigt af den mulige lasts vægt kan NV300 bestilles i forskellige versioner. Kassebil og mandskabsbil fås med to forskellige totalvægte (2,7 eller 2,9 t) og en nyttelast på hhv. 1.073 og 1.310 kg.

 

Der kan fås beskyttende træbeklædning, LED-loftlamper og alsidige hyldesystemer til varerummet samt karrosserifarvede varerumsadskillelser i pladeudførelse eller med rude. Som ekstraudstyr fås desuden op til 18 kroge til fastgørelse af lasten i varerummet – inkl. op til otte på bilens bund (seks i L1-versioner). Der er endda kroge på varerumsadskillelsen, så arbejdstøjet kan hænges i varerummet. Et nyt anhængertræk med elektrisk tilkobling fås som ekstraudstyr, og det samme gælder Trailer Sway Mitigation-teknologi.

 

NV300 chassis: den perfekte platform til skræddersyede opbygninger

 

NV300 er mere fleksibel end nogensinde før til gavn for erhvervskunderne, og det er nu endnu mere tydeligt med chassis-versionen. Til virksomheder med mere specielle varebilsbehov kan chassis-versionen fungere som platform til opbygninger til vidt forskellige brancher. Fra campere og kølebiler til lastbiler med tiplad – Nissans varebiler dækker 97 % af opbygningsmarkedet målt på indregistreringer.

 

NV300 Combi: komfortabel transport til op til ni personer plus bagage

 

Personbilsversion af Nissan NV300 hedder Combi, og den byder på plads til op til ni personer (tre sæderækker). Og der er også plads til bagagen med en bagagerumsvolumen på 550 l eller 890 l i henholdsvis L1- og L2-versionen. De to bagsæderækker er modulopbyggede og kan indrettes på forskellige måder, så bagagerumskapaciteten øges. Man får adgang til den tredje sæderække via de yderste sæder i anden sæderække, hvor ryglænene kan klappes ned. Bagagerumsvolumenen kan også tilpasses på andre måder takket være bagagerumsafdækningen, som kan placeres i to forskellige højder. Og som en smart funktion kan den også placeres lodret, så bagagerummet opdeles. Som standardudstyr har personbilsversionerne af NV300 en skydedør med rude, og en ekstra skydedør kan købes som ekstraudstyr (højrestyrede biler har to skydedøre som standardudstyr).

 

En kabine designet som mobilt kontor

 

Kabinen i den helt nye NV300 er omhyggeligt udviklet til at være så ergonomisk og komfortabel som muligt. Sammenlignet med Nissan Primastar kan førersædet sænkes med 36 mm for at få ekstra lofthøjde, og ryglænet er udformet på en mere tilbagelænet måde, som giver føreren en siddeposition, der minder om siddepositionen i en personbil. Med henblik på maksimal førerkomfort kan der vælges mellem to typer sæder, der begge er højdejusterbare. Det mere eksklusive sæde har lændestøtte og armlæn. Med forbedret sædeindstilling frem og tilbage (+ 18 mm vs. Primastar) og et rat, der kan indstilles i højde og længde, kan førere af alle former og størrelser sidde komfortabelt.

 

Alle versioner af NV300 har komplet indstillelig førerposition i cockpit-stil og modulopbygning som mobilt kontor, så førerne kan vælge de funktioner, der vil gøre deres arbejde nemmere. Smartphoneholder, dockingstation til en tablet, opbevaringsplads til en bærbar computer og en holder til dokumenter – alt i alt op til 89 l opbevaringsplads. En udtagelig skriveplade med klemme er integreret i det midterste ryglæn og kan vendes mod føreren eller passageren, og den kan opbevares eller tages helt ud.

 

Der er 14 opbevaringspladser i alle forskellige former og størrelser med en volumen på mellem 0,2-54 l. Alt sammen er omhyggeligt integreret i kabinens overordnede design og placeret så praktisk som muligt. De kan rumme de genstande som erhvervskunder har brug for – eksempelvis vandflasker, dåser, kopper, mobiltelefoner, notesblokke og skriveredskaber. Det største opbevaringsrum har en volumen på 54 l og er placeret under det forreste passagersæde.

 

Nøglefri adgang og start er nu en del af NV300-pakken takket være den kortlignende nøgle, som føreren kan have i lommen. Dørene låses op og i med et tryk på knappen på håndtaget på førerdøren, fordøren i passagersiden eller bagdøren. Ved hjælp af ”boot-knappen” på kortet er det muligt kun at åbne bagdørene – det er praktisk ved hyppig af- og pålæsning.

 

Der fås en række forskellige audiosystemer til NV300 – blandt andet det mest eksklusive system NissanConnect-infotainmentsystem. Systemet er opbygget på et 7” touchscreen-interface og omfatter Bluetooth-opkobling, navigationssystem med USB-kortopdatering, DAB (digital radio) og Siri-stemmebetjening til iPhone-brugere.

 

En reducering af støjniveauet i kabinen var en af de primære målsætninger for ingeniørerne i forbindelse med udvikingen af Nissan NV300. Forruden indeholder en særlig type resin, så den kan modvirke vibrationer og minimere overførslen af motorstøj til kabinen. Den reducerer desuden højfrekvent vindstøj ved højere hastigheder. Derudover er der integreret støjdæmpende teknologi i forrudestolpen – det har været en prioritet på grund af den korte afstand til førerens ører. På mandskabsbiler og personbiler er skydedørsmekanismen konstrueret til at minimere støjen i kabinen, når døren er lukket.

 

Et stort udvalg af motorer giver maksimal fleksibilitet

 

Der tilbydes tre forskellige motorer til NV300, der dækker alle erhvervskunders behov. Nissans gennemprøvede og alsidige 1,6-liters dCi-dieselmotor – bedst kendt fra mærkets Qashqai og X-Trail crossovere – med forskellige ydelser på 95 hk, 125 hk og 145 hk. Den første har en enkelt turbolader, og de to sidstnævnte har dobbelt turbolader. Det nye motorprogram er udvidet i forhold til Primastar, som kun kunne fås med motorer med enkelt turbolader. For at optimere brændstoføkonomien og køreglæden er alle motorer til NV300 kombineret med en 6-trins manuel gearkasse.

 

Alle motorer er udstyret med dieselpartikelfilter og opfylder de nyeste Euro 6-emissionsstandarder. Desuden har alle versioner SCR-system (Selective Catalytic Reduction ), som bruger en AdBlue-opløsning i en separat 20-liters-tank. Det betyder, at reaktioner til reducering af kvælstofilte (NOx) kan ske i en oxyderende atmosfære, hvorved NOx-emissionerne reduceres.

 

Modeller med dobbelt turbolader har start-stop-system, som reducerer brændstofforbruget, samt  en ECO-kontakt med gearskifteindikator. Det system fås også til motoren med 95 hk.Det betyder, at chaufførerne kan minimere brændstofforbruget ved at begrænse drejningsmomentet og speederresponsen.

 

Teknologi med dobbelt turbolader

 

To turboladere på en dieselmotor giver mange fordele for førerne af varebiler – inkl. optimeret brændstoføkonomi og reducerede CO2 emissioner. Den første turbo med lav inerti leverer et højt drejningsmoment ved lave omdrejningstal for at give hurtig igangsætning og gode accelerationer ved mellemhøje omdrejningstal uden nedgearing – perfekt til overhaling. Den anden turbo tager over ved højere motoromdrejningstal for at give ekstra kraft til jævn og pålidelig acceleration.

 

Motorerne med dobbelt turbolader til NV300 har start-stop-system, som reducerer brændstofforbruget, og Energy Smart Management-teknologi (ESM), som gør det muligt at genindvinde energi under opbremsning og deceleration. Start-stop-systemet fås som ekstraudstyr til 95-hk-motoren med enkelt turbolader. Alle motorer har dobbelt svinghjul, som især ved lave motoromdrejningstal reducerer vibrationer.

 

Effektivitet er standard

 

Den mest effektive kassebil er versionen med 125 hk, som har et brændstofforbrug ved blandet kørsel på 16,9 km/log CO2-emissioner på blot  155 g/km. Tallene for Combi-versionen er endnu bedre med hele 17,9 km/l og 145 g/km.

  

For hele modelprogrammet gælder, at bilerne i gennemsnit bruger 1,0 l brændstof mindre pr. 100 km i forhold til Nissan Primastar. Den typiske erhvervsbruger kører 30.000 km om året, og det er ensbetydende med en potentiel besparelse på ca. 1.000 euro over 3 år.

 

Med Nissans omfattende fabriksgaranti med 5 år/160.000 km og anbefalede serviceintervaller på 2 år/40.000 km er NV300 Nissans nye mester i lave driftsomkostninger.

 

Fremragende dynamiske præstationer

 

Nissan NV300 byder på et højt niveau af styrepræcision og kørekomfort på niveau med mærkets roste crossover-modeller som eksempelvis Qashqai og X-Trail. Undervognen med MacPherson-forhjulsophæng med krængningsstabilisator er forbundet med fjederdæmperenheder via leddelte ophæng. Den dynamiske komfort er yderligere forbedret med nye støddæmpere foran, der giver endnu bedre vejgreb i sving.

 

Hjulophænget bagpå med fleksibel torsionsbro øger den akustiske komfort ved at bortfiltrere vejstøjen. Effekten af de hydrauliske støddæmpere bagpå varierer alt efter bilens last – jo tungere last, jo strammere opsætning.

 

En omfattende sikkerhedspakke

 

Foruden en forstærket karrosseristruktur nyder Nissan NV300 godt af en lang liste af udstyr, der er udviklet til at beskytte føreren og passagererne. Udstyret omfatter frontairbags til fører og forsædepassager, gardinairbags (plus sideairbags i versioner med individuelt passagersæde foran), kollisionssensor, sikkerhedsseler med selekraftbegrænsere, sikkerhedsseler foran med selestrammere forbundet med frontairbaggene, anti-piskesmæld-nakkestøtter, dæktryksovervågning (ekstraudstyr til kassebiler), sikkerhedsseler bagi med selekraftbegrænsere og 3-punkts-ISOFIX-forankringer på de yderste siddepladser i 2. sæderække.

 

Vidvinkelsidespejle er standardudstyr, og du kan tilvælge parkeringsassistent – med visning af billedet fra bakkameraet i bakspejlet og parkeringssensorer bagpå­. Blind spot-spejl integreret i solskærmen i passagersiden er standard i udvalgte modeller. Udstyrsvarianter og de præcise specifikationer varierer fra land til land.

 

De elektroniske sikkerheds- og førerassistentsystemer i alle versioner af NV300 omfatter eksempelvis antiblokeringssystem (ABS), elektronisk bremsekraftfordeling (EBD), elektronisk stabilitetsprogram (ESP), hjulspindsregulering (ASR) og Hill Start Assist. Dæktryksovervågning er standardudstyr i Combi.

 

Af yderligere sikkerhedsfunktioner kan nævnes:

  • Extended Grip: Denne funktion virker på forhjulene for at optimere vejgrebet på vanskelige vejbelægninger (eksempelvis blødt underlag, mudder, sne eller sand). Med et tryk på en knap optimeres ESP-systemets effekt for at understøtte igangsætning og kørsel med lav hastighed, hvor vejgrebet er afgørende.

  • Beskyttelse mod at rulle rundt: Dette system registrerer automatisk potentielt farlige situationer ved at overvåge karrosseriets krængning. Hvis vinklen vurderes som kritisk, aktiveres bremserne på et eller flere hjul, indtil bilens stabilitet er genoprettet.

  • Load Adaptive Control: ESP-indstillingerne tilpasses automatisk efter bilens last, så systemets præstationer optimeres.

 

Intelligent Mobility

Nissan Intelligent Mobility, som blev annonceret i forbindelse med dette års biludstilling i Geneve, er mærkets strategi for en mere bæredygtig fremtid. Den er udviklet som en retningslinje for Nissans produktevolution – både for varebiler og personbiler) og vil danne baggrund for vigtige beslutninger i koncernen vedr. drivmidler til bilerne, hvordan bilerne køres, og hvordan bilerne integreres i samfundet. Nul emissioner og nul trafikdræbte er det ultimative mål.

 

Intelligent Mobility er centreret om tre søjler: Intelligent Power, som handler om at udvikle mere effektive drivlinjer som eksempelvis i den prisbelønnede nul-emissions-varebil e-NV200; Intelligent Integration, som har fokus på udvikling af nye opkoblingsmuligheder mellem bilerne og samfundet som eksempelvis bil-til-elnet-projektet (V2G); og Intelligent Driving, som skaber større tryghed hos førerne i løbet af udviklingen af ProPilot, som er Nissans teknologi til selvkørende biler, der lanceres i Europa i 2017.

 

Intelligent Driving-funktionerne i NV300 omfatter:

  • Hill Start Assist: Dette system aktiveres automatisk ved igangsætning på bakker med en stigning på over 3 %. Ved igangsætning på en stigning forhindrer systemet bilen i at rulle baglæns i 2 sek., så føreren har tid til at fjerne foden fra bremsepedalen og træde på speederen.

  • Trailer Sway Control: Når det registreres, at traileren slingrer, reduceres motorkraften og om nødvendigt også bremserne på de trækkende hjul for at reducere slingrebevægelserne, indtil traileren igen er stabil.

  • Park Assist-bakkamera (med display i bakspejlet): Systemet, der kan købes som fabriksmonteret ekstraudstyr, omfatter et kamera, som er placeret ved siden af stoplyset øverst til venstre på bilens bagdøre og leverer et perfekt billede af området bag bilen.

Intelligent Power-funktionerne i NV300 omfatter:

  • Start-stop-system (S&S) og Energy Smart Management (ESM), som genindvinder energi under opbremsning og deceleration.

 

En markedsførende garanti på 5 år/160.000 km

Den nye NV300 er omfattet af Nissans brancheførende varebilsgaranti. Den omfattende garanti på 5 år/160.000 km skaber tryghed hos varebilsejerne, og den gælder for alle Nissans varebiler (for e-NV200 gælder dog 3 års fabriksgaranti plus 2 års tryghedsforsikring eller 100.000 km). Det drejer sig om en fabriksgaranti, som i fuldt omfang kan overdrages til alle efterfølgende ejere af bilen, og som i mange tilfælde også dækker det originale Nissan tilbehør, der var specificeret ved bestillingen af bilen. Mange af Nissans varebilsopbygninger på NV300 chassis er også omfattet af garantien.

Udgivet af Nissan