Biludstillingen i Paris/NUVU

UDKAST #8 SIDSTE

Må ikke offentliggøres før torsdag den 2. oktober 2008 @ 10:30 CET (17:30 JST)

 

NUVU: EN NYSKABELSE I BYEN

 

I løbet af ganske få år vil storbyer overalt i verden nærme sig bristepunktet. Hvis mennesket gerne vil bibeholde den samme grad af personlig mobilitet, som vi nyder i dag, og hvis byen skal overleve, er markant nytænkning i forhold til den type biler, der kører i byen, absolut nødvendig. En løsning kan være en bil som Nuvu, som er designet til bykørsel i en ikke alt for fjern fremtid.

 

 

Citat:

”Nuvu er et helt nyt koncept for fremtidens bybil. Den er naturligvis eldrevet, hvilket for Nissan er helt fundamentalt for morgendagens bybiler. Det vigtiste aspekt af Nuvu er det indvendige design med stor komfort og rummelighed i en intelligent enhed, der er konstrueret til at gøre bedst mulig gavn på de overfyldte veje og begrænsede parkeringspladser”.

François Bancon, General Manager for Exploratory and Advance Planning Department, Product Strategy and Product Planning Division, Nissan Motor Co., Ltd.

 

 

Overblik:

• 2 +1 sædekapacitet i en kompakt, 3 m lang bil

• Unik platform til Nuvu

• Ingen emissioner fra elmotoren

• Motoren til elbilen er snart produktionsklar

• X-By-Wire-styring af alle dynamiske funktioner

• Omfattende anvendelse af naturlige, organiske og genbrugte materialer

• En oase i storbyen med sit eget træ inden i, der …

• … giver skygge i kabinen og

• … genererer solenergi via ”bladene”.

 

 

 

Oversigt

Der er en seismisk ændring af bylandskabet under opsejling. I løbet af de næste 5 - 7 år vil ca. 55 % af verdens befolkning bo i byerne, som kan blive  omdannet til én stor trafikprop. Hvis der ikke gøres noget, vil ironien i begrebet ”personlig mobilitet” blive tydelig for enhver.

 

Tag et kig på bilerne i byernes typiske trafikpropper, og du vil se, at der kun er en person og fire tomme sæder i langt de fleste af bilerne. I nogle biler er der måske to personer, og i nogle få kan der være tre personer. Men det vil være flot klaret, hvis du kan finde en bil med 4 eller flere personer.

 

Nu om dage køber vi familiebiler, selv om vi udemærket godt ved, at vi kun kommer til at udnytte bilens fulde kapacitet 1-2 % af tiden. I fremtiden vil dette blive anderledes. I fremtiden skal dette blive anderledes.

 

”Den nye generation sætter endelig spørgsmålstegn ved, hvorfor vi gør, som vi gør. De spørger fx sig selv, hvorfor de køber en stor bil, når de ved, at de 99 % af tiden vil være alene i bilen”, siger François Bancon, General Manager, Product Planning Division, Nissan Motor Co., Ltd.

 

”Det er vores opgave at producere personlige transportmidler, som er bedre tilpasset til folks behov, og under hensyntagen til miljøet”.

 

Nissans vision for fremtidens mobilitet i byen sammenfattes i Nuvu, som giver et "nyt indblik" i den type biler, som vi kommer til at køre i midt i næste årti. Nuvu er en kompakt – den er kun 3 m lang – konceptbil med et unikt 2+1-sædekoncept. Den er rettet mod byboere, der ikke vil gå på kompromis med deres personlige frihed og komfort, men som alligevel forstår, at noget må gøres.

 

Nuvu er adræt, letkørt og endnu nemmere at parkere. Og så er den naturligvis eldrevet. Som Bancon siger: ”Vi er overbeviste om, at nul-emissions-biler er en af løsningerne, når det drejer sig om fremtidens bybiler”.

 

Nuvu beskrives som en kørende oase – et grønt fristed midt i storbyjunglen. Som en understregning af dette omfatter Nuvu en smart præsentation af Nissans grønne færdigheder: Der er monteret ca. 12 små solcellepaneler på taget, som er udført komplet i glas. De har form som blade på en gren, og den energi, de genererer, overføres til batteriet ved hjælp af en "træstamme" som ledning. Der er også anvendt naturlige, organiske og genanvendte materialer i kabinen i Nuvu.

 

Nissan har allerede offentliggjort planer om at introducere en komplet eldrevet bil i Japan og USA i 2010 og om at markedsføre den globalt i 2012. Nuvu er ikke denne bil, men den er udstyret med noget af den teknologi, som vil være i den planlagte produktionsmodel. Den er snarere en konceptbil, der viser, hvordan Nissans elektriske biler kunne se ud i den nærmeste fremtid.

 

På længere sigt imødeser Nissan en fremtid, hvor modellerne er fokuseret omkring en række nul-emissions-biler, uanset bilernes størrelse, kategori og anvendelse. Nuvu – eller den tilsvarende produktionsmodel – er kun et element i en fremtid uden emissioner.

 

 

Nuvu i detaljer

Den vigtiste drivkraft bag udviklingen af Nuvu er ikke motorkonceptet men bilens design og pladsudnyttelse. Nuvu er skabt til fremtidens by, hvor trafikken er endnu mere tæt end i dag.

 

Derfor er bilen kompakt udvendigt og rummelig indvendigt. Nuvu er bygget på en unik platform. Den er kun 3 m lang og akselafstanden er 1.980 mm, men den er 1.700 mm bred og 1.550 mm høj, så kabinen er stor og rummelig.

 

Interiør

Disse dimensioner giver al den indvendige plads, der er nødvendig til langt de fleste køreture i byen. Nuvu har 2 regulære sæder og et 3. midlertidigt sæde, der kan klappes ned efter behov. Men i modsætning til nogle af de 2-personers biler, der er på markedet i dag, er den yderst praktisk indrettet med integreret bagageplads med tilstrækkelig plads til almindelige indkøbsture.

 

”Det er en rigtig bil”, siger Bancon. ”Der ville ikke være nogen ulemper ved at køre i en Nuvu hver dag. For langt de fleste er 3 sæder mere end rigeligt det meste af tiden”.

 

Bilen er konstrueret med fokus på komfort for føreren, rummelighed som en bil i C-segmentet og fleksibilitet til at invitere 1 eller 2 passagerer om bord. Kabinens design gør, at det almindelige passagersæde sæde er placeret skråt bag førersædet, så passageren kan strække benene. Foran dette sæde er der et 3. midlertidigt sæde, kan klappes ind i instrumentpanelet, når det ikke bruges. Men selv om det 3. sæde er i brug, er der stadig tilstrækkelig benplads til begge passagerer.

 

For at spare både vægt og plads består midtersektionen af det 3. sæde af hårdt, men alligevel behageligt, netmateriale. Dette hængekøjeagtige design har også den fordel, at kølig og varm luft kan cirkulere omkring passagerens krop, hvilket giver ekstra komfort.

 

Indkøbsposer, mapper og mindre stykker bagage kan opbevares bag førersædet, og hvis føreren er alene i bilen, kan fodrummet i passagersiden anvendes til bagageplads.

 

Forskning i bybiler

”Vi har forsket meget i, hvordan folk bruger deres biler i byen. Vi fandt ud af, at føreren er alene i bilen 90 % af tiden. I 5 % af tiden er der 1 passager med i bilen og i 4 % af tiden er der 2 passagerer med i bilen. Så kan du selv regne ud, hvor tit der er 4 eller flere personer i bilen!”, siger Bancon.

 

”Vi gav meget mere plads end normalt til passagersædet, for når du har 1 person med i bilen, er det oftest en, som du holder af og gerne vil have skal nyde optimal komfort”, tilføjer han.

 

Naturmaterialer

Mange af de materialer, der er anvendt indvendigt i Nuvu, viser, at Nissan tænker på miljøet. Gulvet er lavet af træfibre presset til laminatplader, og det er beklædt med gummi fra genbrugte dæk, så bunden er skridsikker.

For at få en lys og venlig kabine munder forruden ud i det store glastag, som stort set dækker hele bilens længde. Men den mest opsigtsvækkende teknologi i kabinen er uden tvivl ”energitræet”, der forløber fra bagagerumsbunden til loftet bag førersædet.

 

Solcellepaneler

Energitræet er formet som en tynd stamme. Når det nærmer sig loftet, forgrener det sig under glastaget, så personerne i bilen beskyttes mod kraftigt sollys... ligesom et rigtigt træ. Og som en påmindelse om Nuvus grønne intentioner er der adskillige små solcellepaneler, der er udformet som blade, på grenene.

 

Panelerne absorberer energi fra solen og viderefører den via energitræet til batteriet, hvor energien anvendes som ekstra strømforsyning til den elektriske motor. Det er ikke blot ægte, grøn energi – beregninger viser, at den strøm, der udvindes via solcellepanelerne, svarer til en komplet natopladning via elnettet hver måned.

 

Betjeningen er gjort så enkel som mulig for føreren. Alle de vigtigste funktioner – styretøj, bremsesystem, gearkasse og speeder – er med by-wire-teknologi, mens rattet betjenes via en flyinspireret gaffelforbindelse: Med kun en ratomdrejning fra anslag til anslag er styretøjet meget direkte, hvilket giver stor adræthed og manøvredygtighed i byen. Nuvu har en vendediameter på kun 3,7 m. Takket være den brede sporvidde og 16” 165/55-dæk monteret på næsten gennemsigtige letvægtsfælge er kørekomforten, stabiliteten og adrætheden helt i top.

 

Der er to pedaler – en bremsepedal og en speeder – greb til betjening af andre funktioner og en digital instrumentenhed med speedometer, visning af kørt distance samt visning af batteriets rækkevidde. Selve instrumentenheden er udformet i lag – næsten som et løg – og ligesom energitræet er det endnu et eksempel på, hvordan designet er inspireret af naturen. ”Vi kalder det bio-look”, siger Bancon.

 

Bakkamera/parkeringshjælp

Området bag bilen vises på 2 skærme i bilen – der er ingen sidespejle til at forstyrre luftstrømmen, men i stedet er der monteret små kameraer – og systemet fungerer også som skærme, så du kan se hele vejen rundt om bilen i fugleperspektiv, når du skal manøvrere eller parkere.

 

Der er anvendt LED-teknologi til for- og baglygterne, hvilket hovedsageligt er for at spare strøm, og varme- og ventilationssystemet i Nuvu filtrerer og renser luften fra byen, før den kommer ind i kabinen. Den er ikke bare en nul-emissions-bil – Nuvu er med til at rense luften i byen.

 

Udvendigt og indvendigt design

”Designet af Nuvu er endnu et tydeligt bevis på, at Nissan fortsat ønsker at udfordre det almindelige og udforske alle de muligheder, som vi kan få med elbiler. På mange måder er den inspireret af vores 2 mest ekstreme elbiler fra de seneste år, Mixim og Pivo 2.

 

”Men som noget meget væsentligt er Nuvu en mere realistisk fortolkning af 2 af forgængernes vigtigste aspekter – Pivo 2 havde miljøvenlig innovation og Mixim havde sportslig dynamik.

 

”Resultatet? Vi har designet en markant konceptbil, som med ganske få ændringer kunne sættes i produktion i morgen”, fortæller Masato Inoue, chefdesigner, Product Design Department, Nissan Motor Co., Ltd.

 

 Nuvus grønne design er udviklet hos Creative Box Inc. – Nissans tænketank inden for design – og de flydende linjer med bløde kurver er inspireret af naturen. Siderudernes markante form giver indtryk af en varmluftballon, der forsigtigt pumpes op indefra, mens inspirationen til det samlede siderudedesign kommer fra tropiske fisk.

 

Kontrasten mellem den grønne bils kabine og de naturlige, flydende former og styrken fra undervognen gør, at Nuvu udstråler en kvalitet, som kompakte biler sjældent kan leve op til.

 

Farve og materialer

Nuvu falder endnu mere i øjnene på grund af den unikke lakering. Farven er udviklet af Nissan Design, og den hedder officielt soft feel sandy gold.

 

For at leve op til de økologiske værdier i en elbil er den formstøbte plastik og de syntetiske materialer, som man normalt finder i en produktionsbil, blevet erstattet af naturmaterialer og organiske alternativer som fx træfibre og gummi fra genbrugte bildæk, som anvendes på gulvet. Resultatet er, at atmosfæren i kabinen er afslappet og varm i Nuvu.

 

I forbindelse med udviklingen af designet var det blandt de vigtigste mål at udvikle en elbil, som både er moderne og har en indbydende atmosfære og et legesygt aspekt – således energitræet. ”Du behøver ikke at være en bilentusiast for at forelske dig i Nuvu”, tilføjer Bancon.

 

Elmotoren

Nuvu er mere end blot et designmæssigt koncept for fremtidens elbil. Det er en fuldt funktionel mobil testbil for meget af den teknologi, der vil blive anvendt i Nissans produktions-elbil, som introduceres i 2010. Derfor holdes nogle af bilens tekniske specifikationer hemmelige indtil videre.

 

Elmotoren i Nuvu er monteret bagest i bilen og trækker baghjulene. Ingen nøjagtige specifikationer eller oplysninger om ydelse og drejningsmoment offentliggøres endnu. Dog er det offentliggjort, at bilen har en rækkevidde på 125 km og en tophastighed på 120 km/h.

 

Litium-ion-batteri

Selv om det er kendt, at batterierne i Nuvu er af den nyeste laminerede litium-ion-type og har en kapacitet på 140 Wh/kg (watt-timer per kilogram), kan Nissan endnu ikke afsløre batteriernes samlede kapacitet og antallet af moduler.

 

Nissan begyndte allerede i 1992 at forske i højtydende litium-ion-batterier, men i dag varetages udviklingen af Automotive Energy Supply Corp. (AESC), som er et joint venture, der er iværksat af Nissan og NEC Group.

 

I forhold til konventionelle litium-ion-batterier med de store, cylinderformede celler, har de laminerede litium-ion-batterier i Nuvu tynde, laminerede celler og færre komponenter alt i alt. Ydelsen er 1,5 gange større, og samtidig er de kun halvt så store. Disse batterier forbliver dobbelt så effektive som konventionelle, cylinderformede litium-ion-batterier – selv efter 5 år eller 100.000 km.

 

En anden fordel ved den kompakte cellekonstruktion er, at man kan fremstille et tyndt, modulopbygget design og samtidig forbedre batteriets køleeffekt. Højere ydelse opnås ved hjælp af materialeforbedringer på batteriets litiummanganats positive elektrode og kulstoffets negative elektrode. Anvendelsen af kemisk stabil spinel-struktureret manganat til den positive elektrode er også med til at give en sikker funktion.

 

Den kompakte størrelse gør, at batterierne kan monteres under sæderne og bilens flade bund, så tyngdepunktet holdes så lavt som muligt.

 

En hurtigopladning fra helt afladet til opladet varer 10-20 min., og en komplet opladning varer 3-4 timer ved opladning fra en almindelig 220-volts stikkontakt.

 

Typiske brugere

”En bil som Nuvu vil tiltrække mange og forskellige mennesker”, siger Bancon. ”Det er en bil, som appellerer på tværs af generationer, og ikke kun en bil til en generation”.

 

”Der vil dog være visse træk, der går igen. Det vil være personer, der hurtigt tilpasser sig, og som anser sig selv for byboere. De ikke bare arbejder eller bor i byen, de er en del af byen. De vil have en bil, der fortæller hvem de er, og som afspejler deres personlige ideologi”.

 

Konklusion

Selv om den helt klart er en konceptbil, der leger med fremtidens bildesign, rummer Nuvu alligevel mange signaler til nutiden. Det gennemtænkte interiør giver god lofthøjde, benplads og komfort, der passer til de fleste transportbehov i hverdagen, uden at bilen optager mere plads på vejen end nødvendigt.

 

Anvendelse af genbrugsmaterialer og naturmaterialer er en streg under de miljøvenlige signaler, som Nuvu sender, og selv om energitræet måske kan opfattes som en fiks ide, så er anvendelse af solenergi en yderst fornuftig og praktisk løsning på vejen mod en fremtid uden emissioner.

 

”Nuvu er helt sikkert en konceptbil, men den er helt realistisk”, siger Bancon. ”Den er let, forureningsfri og nem at køre. Den har en praktisk og fornuftig størrelse, og alligevel er den også sjov at køre i: Fremtiden ser alligevel ikke så sort ud”.

 

 

 

 

Creative Box Inc.

Meget af forskningen i det koncept, der blev til Nuvu, blev udført af et uafhængigt designerbureau ved navn Creative Box Inc.. Selv om Creative Box er 100 % ejet af Nissan, fungerer det som en uafhængig virksomhed, hvor unge designere får frie hænder til at udvikle ideer og koncepter til fremtiden.

 

Creative Box blev startet i 1987 i den livlige bydel Harajuku i Tokyo, så designerne bliver påvirket af det travle byliv, der omgiver dem. På afstand af regler og påvirkninger fra Nissans hovedkvarter styrer designerne selv deres arbejdstider, så deres kreativitet ikke begrænses. Harajuku er hjemsted for usædvanlig arkitektur, nyeste mode og design, gadeteatre, ny musik og avantgardemad.

 

Designerne er en blanding af folk fra hele verden, som fremstiller banebrydende design. De konceptbiler, der udtænkes hos Creative Box, er lige den type biler, som de unge designere gerne selv ville køre i: De er faktisk deres egen målgruppe.

 

 

 

Historien om elbiler fra Nissan

I dag er Nissan blandt de førende i verden inden for teknologi til elbiler, og koncernen har offentliggjort planer om at introducere en ny, batteridrevet bil i 2010. Salget starter i Japan og USA, før bilen introduceres i Europa og de øvrige lande.

 

Men denne elbil er langt fra den første elbil fra Nissan. Koncernens arbejde med elbiler går rent faktisk mere end 60 år tilbage i tiden, hvor man i 1947 introducerede modellen Tama, som var en 4-personers familiebil med kæmpe, hængslede bagdøre, som gjorde det nemt at sætte sig ind på bagsæderne.

 

Dengang var teknologien bag elbiler relativt simpel i forhold til i dag, så den tunge, batteridrevne Tama havde begrænsede ydelser og rækkevidde. Tophastigheden var 35 km/h, men rækkevidden var kun 65 km mellem hver opladning.

 

Først i 1970 begyndte Nissan igen at arbejde med batterier som drivmiddel til biler, og det resulterede i en meget lille bybil med navnet 315X-a. 3 år senere fulgte EV4 pickup, og efter endnu 1 år kom en eldrevet konceptbil bygget på basis af Laurel sedan.

 

I 1980’erne fremstillede Nissan en eldrevet fritidsbil. Bilen hed Resort, og den havde åbne sider og flere sæder. Som koncept var bilen dels en golfvogn og dels en minibus.

 

I 1990’erne optrappede Nissan udviklingen af teknologien til eldrevne biler. En flot coupé konceptbil med navnet FEV dukkede op i 1991, og den førte direkte til den 2-dørs FEV-II konceptbil fra 1995, som var drevet af et litium-ion-batteri. Den første produktionsmodel med litium-ion-batteri var Nissan Prairie Joy fra 1997. Prairie Joy blev bygget på basis af den konventionelle Prairie personbil, og den blev i vid udstrækning brugt som en mobil testbil med henblik på udvikling af teknikken.

 

De erfaringer, man gjorde sig, blev senere anvendt i 2 yderligere elbiler, R’nessa og Altra, der begge blev introduceret i 1998. Disse to modeller var ombyggede standardbiler med benzinmotor, og Altra blev solgt til håndplukkede flådeejere i Californien med henblik på at teste bilen i den virkelige verden.

 

Samtidig indledte Nissan eksperimenter i bildelingsprogrammer i Japan. Elbilen Hypermini, som var designet til formålet, blev bygget i tilstrækkeligt antal (ca. 220) til at kunne indlede et omfattende bildelingsprogram: Bilerne blev leaset til byen Yokohama med henblik på udvikling af et nyt mobilitetsprogram. Den lille Hypermini var en meget avanceret bil, der blev drevet af en synkroniseret neodym-magnetmotor og et litium-ion-batteri. Der blev anvendt genbrugsmaterialer og harpikspaneler til bilen, og den havde en letvægtsramme i aluminium, som var nem at genbruge.

 

Selv om bildelingsprogrammet med Hypermini kom i gang, fortsatte udviklingen af elbiler først, efter at Nissan havde ingået alliancen med Renault.

 

Og siden da er det gået stærkt. Efter årtusindeskiftet er koncernen kommet med ikke færre end 4 eldrevne konceptbiler, og samtidig har man udviklet mange nye teknologier til forbedring af elbilernes præstationer og rækkevidde. Den revolutionerende Pivo – revolutionerende i alle ordets betydninger takket være den banebrydende kabine – blev præsenteret i 2005, og 2 år senere fulgte Pivo 2, som var udstyret med X-by-wire-teknologier, variabel undervognsgeometri og 4 ultrakompakte motorer i hjulene.

 

I 2007 præsenterede Nissan desuden modellem Mixim – en kraftfuld elbil med en nyudviklet supermotor, der giver bilen en tophastighed på 180 km/h og en rækkevidde på 250 km. Mixim blev bygget for at bevise, at elbiler også kan være sportslige, og målgruppen for denne model var en generation af fremtidige bilejere, der p.t. ikke var særligt glade for biler.

 

I år har Nissan præsenteret yderlige 2 eldrevne konceptbiler: Nuvu præsenteres på biludstillingen i Paris, og tidligere på året blev Denki Cube præsenteret på biludstillingen i New York. I modsætning til Mixim, Pivo, Pivo 2 og Nuvu er Denki Cube (Denki betyder elektricitet på japansk) baseret på en eksisterende, konventionel brændstofdrevet bil, og det viser, hvor hurtigt en effektiv elbil kan komme på markedet.

 

Samtidig har Nissan indgået samarbejde med andre firmaer for at sætte yderligere skub i udviklingen af mange af teknologierne til fremtidens elbiler. Det drejer sig blandt andet om udviklingen af den kraftfulde, elektriske motor af skivetypen i samarbejde med Fujitsu General, Ltd. og etableringen af AESC i samarbejde med NEC Group med henblik på udviklingen af det laminerede litium-ion-batteri.

 

 

 

 

Slut

 

Udgivet af Nissan