KONCEPTBIL SKAL PRÆSENTERE TEKNOLOGI

INDEN FOR BEKÆMPELSE AF SPIRITUSKØRSEL

 

TOKYO (3. august 2007) – Nissan Motor Co., Ltd. har afsløret en ny konceptbil, som har en række forebyggende funktioner, der skal bekæmpe spirituskørsel. De forskellige teknologier, der er integreret i en Fuga sedan produktionsmodel, er udviklet til at registrere, om føreren er ædru, og til at aktivere en række forebyggende funktioner, herunder startspærring af bilen.    

 

Alkoholsensorer

1) I gearknoppen er der indbygget en højfølsom alkoholsensor, som kan opdage spor af alkohol i sveden i førerens håndflade, når han eller hun forsøger at sætte bilen i gang. Hvis den registrerede promille er over den forud fastsatte grænse, låser systemet automatisk gearkassen og gør det dermed umuligt at køre i bilen. Desuden advarer en stemme via bilens navigationssystem mod spirituskørsel. 

 

2) Der findes flere alkoholsensorer i fører- og passagersædet, som registrerer tilstedeværelsen af alkohol i luften inde i kabinen. Hvis der registreres alkohol, giver systemet både en stemmeadvarsel og en meddelelse på navigationssystemets skærm.

 

      

 

 

System til genkendelse af ansigt

I instrumentpanelet er der monteret et kamera, som vender mod føreren for at følge førerens ansigt. Systemet er indstillet til at følge førerens bevidsthedstilstand ved at registrere øjnenes blinken. Hvis systemet registrerer tegn på døsighed, kommer der via navigationssystemet en stemmeadvarsel samt en meddelelse på systemets skærm. Desuden aktiveres en selemekanisme, som strammer selen omkring føreren for omgående at få hans eller hendes opmærksomhed. 

 

     

 

Kørestil

Ved konstant at overvåge bilens bevægelser (fx ved at registrere, om bilen slingrer ud af kørebanen) kan systemet opdage tegn på, at føreren er uopmærksom eller bliver distraheret. Hvis systemet registrerer denne type bevægelser, kommer der via navigationssystemet en stemmeadvarsel og en meddelelse på systemets skærm. Selemekanismen aktiveres også, så selen strammes om føreren for at få omgående opmærksomhed.  

 

Konceptbilen er blevet udviklet som en forskningsplatform, som skal vise banebrydende teknologier, der potentielt vil blive anvendt i fremtidige biler. Bilen er en del af Nissans indsats for at forebygge spirituskørsel. 

 

Nissan har allerede lanceret flere tiltag, som skal forebygge spirituskørsel, og er i gang med at udvikle flere. I juni introducerede Nissan stemmeadvarslen mod spirituskørsel i navigationssystemet. I juli begyndte Nissan desuden i samarbejde med flere lokale myndigheder at teste et nyt system, som analyserer førerens ånde. Systemet vil gøre det umuligt at køre i bilen, hvis førerens ånde afslører en alkoholpromille over et bestemt niveau.

 

Nissan ser på sikkerhed som en helhed, der omfatter mere end de teknologier, der er integreret i bilerne. For at opnå "sikre køreomgivelser" har Nissan indledt ITS-projektet (Intelligent Transport System) i Kanagawa. Projektets sigte er at medvirke til at reducere ulykker på vejene ved at analysere de trafikdata, der indsamles fra trafiklys og fra de biler, der kører på vejene. I Japan er Nissans sikkerhedsvision at halvere antallet af dødsfald og alvorlige kvæstelser i forbindelse med trafikulykker, hvor Nissan biler er indblandet. Antallet skal halveres i forhold til tallet fra 1995, og det skal ske inden 2015.

 

 

For yderligere information, kontakt:

 

 

Peter Hal, Country Manager: tel. +45 39 10 00 25/40 96 99 00, phal@nissan-europe.com

Fulvio Graglia, PR Manager: tel. +45 39 10 00 33/40 19 02 16, fgraglia@nissan-europe.com

 

 

Udgivet af Nissan